/billede-top-1.jpg)
Billedet: Udsnit af pressemeddelese fra Det Hvide Hus (og ja, de har puttet en flagermus ind i deres logo i anledning af Halloween) samt udsnit af den to år gamle podcast, hvor vores gæster diskuterede betydningen af Max Schrems' sejr ved EU-domstolen.
“Alle går og kigger på hinanden og håber, at en vil svare først”.
Sådan lød ordene fra Tim Krarup Nielsen, da han gæstede Magtens Tredeling for ret præcist to år siden. Han, partner hos DAHL advokater, diskuterede dengang betydningen af den markante og omfangsrige Schrems II-dom med Søren Sandfeld Jakobsen, advokat hos Gorrisen Federspiel og professor på CBS.
Han svarede på, hvad det ville betyde for virksomheder og alle andre, at EU-Domstolen havde erklæret den eksisterende aftale om dataoverførsel for ulovlig. For dermed var den hidtidige aftale, Privacy Shield, annulleret. Og hvad betyder det i en internetforbundet verden, hvor data i mange forretningsgange og -sammenhænge bevæger sig over Atlanten.
Svaret lød for to år siden som skrevet øverst her i artiklen. Sagt i episode 2, sæson 7, af vores podcast.
Det var dybest set en anden måde at sige: Pyha, det ved jeg ikke, det er der ingen, som rigtig ved, og der er nok ikke nogen, der har lyst til at være de første, der gætter.
At det handler om forretninger af en betragtelig værdi, fastslås igen i 2022 i det dekret, den amerikanske præsident udsendte i oktober med ordene ”transatlantic data flows are critical to enabling the $7.1 trillion EU-U.S. economic relationship”. Altså, 7,1 - med tolv nuller bag sig - dollar.
Sporene af EU-dommen i dekretet
Dommen fra EU-domstolen i 2020 var med Søren Sandfelds ord “udførlig”, så der har været nok at tage udgangspunkt i, når de amerikanske myndigheder skulle udarbejde den nye politik og dekretet, så det retter ind efter dommens formuleringer og kritikpunkter.
Men hvor meget kan EU-dommen fra 2020 så læses i dekretet fra 2022?
Ret meget siger de to advokater, da de i vores nyeste podcast-episode udlægger det nye dekret. Og de to er ikke i tvivl om, at det er folk fra Kommissionen, der har bistået med at ramme de rigtige formuleringer.
“Kommissionen har været inde over for at få det her til at virke. Den nye aftale bruger alle de lækre nøgleord fra dommen, fordi der har siddet nogen og hjulpet med det her, så den får den optimale chance”, siger Tim Krarup Nielsen.
Alle de rigtige ord er der, alle de rigtige overvejelser er der, men er der kød og blod bagved?
I vid udstrækning handler en dataoverførselsaftale om at sætte rammerne for både forretning og efterretningstjenesters råderum. Sådan opridser Søren Sandfeld Jakobsen det, med henvisning til hvordan danske såvel som udenlandske af slagsen har fået vide beføjelser efter 9/11.
Der bliver ”taget fat, der bliver overvåget, der bliver ikke fortalt noget, og der kræves ikke retskendelse”. Og det gælder også fra danske tjenesters side, lyder det fra en af podcastens gæster. Men EU-dommen gjorde det klart, at amerikanerne var nødt til at give sig på nogle punkter, og det er de også klar over, siger han.
“Men jeg siger bare, vær realistisk, der er grænser for, hvor mange sikkerhedsgarantier vi kan få, for det er simpelthen kontraproduktivt for enhver efterretningstjeneste raison d'etre. Nogle gange må man også sige, det her det er godt nok, og så må vi se, hvordan det virker i praksis, og så tager vi problemerne, som de kommer".
Dekretet - eller den Executive Order, som det retteligt hedder i hjemlandet - er reelt implementeringen af det EU-U.S. Data Privacy Framework, som amerikanerne forpligtede sig til i marts i en aftale indgået af Ursula von der Leyen og præsident Biden.
Begge gæster ser dekretet som et nyt skud på stammen, et pænt et, snarere end gammel vin på nye flasker. Men der er et stykke vej at gå, før vi kan være overbevist om, hvor meget kød der er på den retning, der tegner sig.
”Er det en tom kulisse eller en fin, ny, flot by, der er blevet bygget”, spørger Søren Sandfeld og laver denne karakteristik af dekretet:
“Billedligt kan man sige det sådan, at der er stillet en smuk kulisse op. Det vi vil nu, og er nødt til, er at åbne døren ind til den kulisse og se, om det er en hollywoodkulisse, der er tom bagved. Alle de rigtige ord er der, alle de rigtige overvejelser er der, men er der kød og blod bagved?”
Mod slutningen af podcasten holder vi en kommentar op for de to gæster, som en af de to leverede for to år siden.
For hvor tilfredsstillende er det, at det primært er aktivister, som østrigske Max Schrems eller ligesindede danskere, der udkæmper de her privacyslag - privacyforsvar om man vil? For det er sådan landet ligger, når det reelt er en enkelt aktivist og hans organisation NOYB, None Of Your Business, der er den synlige og afgørende kriger på slagmarken. Et faktum, som Søren Sandfeld allerede for to år siden påpegede som noget, vi bør stille spørgsmål ved, da han efterlyste, hvorfor det ikke løftes op, hvor der er stærkere muskler. For eksempel hos myndighederne.
I dette podcast stiller vi vores to gæster spørgsmålet, om ikke også et par aktivistiske advokater kunne gøre en forskel.